Hvad betyder det, at Job indgik en pagt med sine øjne?

Når Job siger, at han har indgået en pagt med sine øjne, taler han om et fast, personligt løfte om at kontrollere, hvad han ser på, og hvad han tillader sit sind at dvæle ved. Han valgte ikke at se på en ung kvinde på en lystfuld måde, fordi han vidste, at synd ofte starter med øjne og tanker. For ham handlede renhed ikke kun om at undgå den fysiske handling som utroskab, men også at værne om hans indre liv. Dette viser en seriøs, bevidst tilgang til hellighed, selv på niveauet af ønsker.

Hvorfor er Job så stærk omkring seksuel renhed og utroskab i dette skriftsted?

Job kalder utroskab for en forfærdelig forbrydelse, en synd, der fortjener straf fra dommere og bringer Guds brændende dom. Han siger, at det er som en ild, der ødelægger en persons liv og "vil udrydde al min stigning." Han forstår, at seksuel synd skader ægteskaber, familier og samfund og fornærmer Gud. Ved at nedkalde forbandelser over sig selv, hvis han er skyldig, viser han både sin egen rene samvittighed, og hvor alvorligt han tror på, at Gud ser på denne slags synd, selv i tanker og hemmelige ønsker.

Hvordan behandlede Job sine tjenere, de fattige, enker og faderløse?

Job insisterer på, at han ikke foragtede eller knuste sine tjenere, når de havde en klage. Han husker, at den samme Gud dannede både ham og dem i maven, så de deler den samme Skaber. Han siger, at han ikke holdt tilbage, hvad de fattige havde brug for, lod ikke enkens øjne svigte i håbet og spiste ikke sin mad alene, mens de faderløse sultede. Han klædte de fattige af sine egne hjorde og nægtede at løfte sin hånd mod de faderløse. Hans frygt for Gud holdt ham fra at misbruge nogen svag.

Hvad siger denne passage om, at Gud ser og dømmer menneskelige handlinger?

Job er meget klar over, at Gud ser alt. Han spørger: "Ser han ikke mine veje og tæller alle mine skridt?" Den tanke præger hele hans liv. Han ved, at der er "ødelæggelse for de ugudelige" og "en mærkelig straf til arbejderne af uretfærdighed", så han lever i lyset af kommende dom. Det er derfor, han frygter at misbruge magt, undertrykke de fattige eller skjule synd. Han er villig til at blive "vejet i en ligevægt" i tillid til, at Gud kender hans integritet og vil dømme retfærdigt, selv når folk fejlbedømmer ham.

Hvorfor taler Job om penge, guld, solen og månen til sit forsvar?

Job taler ikke kun om seksuel synd og uretfærdighed; han ser også på faren ved falske guder i sit hjerte. Han siger, at han ikke har gjort guld til sit håb eller kaldt fint guld for sin selvtillid. Han nægter at glæde sig, bare fordi hans rigdom er stor. Han nævner også at være hemmeligt lokket af den skinnende sol eller lyse måne, eller at kysse hans hånd som et tegn på tilbedelse. For ham ville det at stole på rigdom eller skabte ting i stedet for Gud være at fornægte Gud ovenover. Det fortjener også en dom.

Hvad mener Job med ikke at glæde sig over sin fjendes ødelæggelse?

Job forklarer, at han ikke glædede sig, da der kom problemer over en, der hadede ham, og han lod ikke sin mund synde ved at ønske en forbandelse over den person. Selv når hans egne tjenere måske ville have hævn, brød han ikke med det ønske. Dette viser, at hans integritet omfatter, hvordan han reagerer på dem, der gør ham forkert. Han måler ikke kun retfærdighed på det, han undgår, men også ved at nægte at nyde en andens undergang og overlade retfærdigheden i Guds hænder i stedet for at søge tilbagebetaling.

Hvorfor nævner Job Adam og skjuler overtrædelser i hans barm?

Når Job siger, at han ikke dækkede sine overtrædelser som Adam, mener han, at han ikke forsøgte at skjule sine synder og holde dem hemmelige i sit hjerte. Adam forsøgte at dække sig til og flytte skylden efter at han havde syndet. Job siger, at han ikke forholdt sig tavs af frygt for mennesker eller foragt for familier. Han hævder, at han levede åbent og ikke byggede sit liv på skjult ondskab. Dette er en del af grunden til, at han er modig til at bede Gud om at høre ham: han foregiver ikke at være syndfri, men han lever ikke et dobbeltliv.

Hvad beder Job Gud om i slutningen af denne tale?

Nær slutningen længes Job efter, at nogen virkelig hører ham. Han ønsker, at den Almægtige ville svare ham, og at hans anklager ville skrive anklagerne ned i en bog. Han siger, at han ville bære den bog på sin skulder og bære den som en krone og ville nærme sig Gud som en prins, klar til at redegøre for sine skridt. Han opfordrer endda til, at hans eget land vidner imod ham, hvis han har snydt andre. Dette viser hans tillid til, at hans grundlæggende integritet vil blive set under Guds søgende øje.

Hvordan kan denne passage om Jobs integritet gælde for livet i dag?

Denne passage opfordrer folk til at tænke ærligt over alle områder af livet: hvad de ser på, hvordan de behandler arbejdere, hvordan de håndterer penge, hvordan de reagerer på fjender, og om de skjuler synd. Job lever, som om Gud virkelig ser hvert skridt og vil dømme retfærdigt, så han opbygger vaner med renhed, generøsitet og retfærdighed. I dag kan nogen tage dette som et mønster for selvransagelse, stille lignende "hvis jeg har..." spørgsmål og derefter henvende sig til Gud for både tilgivelse, hvor de kommer til kort og styrke til at vandre i integritet.

Job.31.1

Jobs Bog 31:1

DAN

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

Job’s Final Appeal

1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

Krydsreferencer

Ingen krydsreferencer for dette vers.