Hvorfor spurgte Abram: "Herre GUD, hvorved skal jeg vide, at jeg skal arve det"?

Abram havde allerede hørt Guds løfte om landet, men han spurgte stadig: "Hvor skal jeg vide?" Dette var ikke en stolt udfordring til Gud, men en ydmyg anmodning om stærkere sikkerhed. Han troede på Gud, men alligevel følte han vægten af løftet og forsinkelsen i at modtage det. Ved at stille dette bragte Abram sine spørgsmål til Gud i stedet for at holde dem inde. Gud irettesatte ham ikke. I stedet gav Gud ham et klart tegn og en pagt, som viste, at det er rigtigt at tage vores frygt og tvivl ærligt til Gud i bøn.

Hvad er meningen med de dyr, Abram skar i to og lagde over for hinanden?

I de dage indgik folk nogle gange pagter ved at skære dyr i to og lade parterne gå mellem stykkerne, som om de sagde: "Må det ske for mig, hvis jeg bryder dette løfte." Gud beder Abram om at forberede en kvie, en ged, en vædder, en turteldue og en due. Abram skærer de større dyr i to og lægger stykkerne over for hinanden. Dette viser, hvor alvorlig og bindende Guds pagt er. De splittede dyr peger også fremad mod den lidelse, Abrams efterkommere ville komme ud for, før Gud bringer dem sammen igen og giver dem det forjættede land.

Hvad betyder den dybe søvn og "rædsel over det store mørke" over Abram?

Da solen var ved at gå ned, faldt en dyb søvn over Abram sammen med en rædsel af stort mørke. Dette var ikke bare normal træthed, men Gud satte Abram i en tung, frygtsom tilstand, så han kunne afsløre hårde sandheder. Mørket matcher budskabet: Abrams efterkommere ville være fremmede, slaver og plaget i mange år. Scenen lærer, at Gud nogle gange viser sine planer gennem oplevelser, der føles tunge og mørke, og at vejen til løfte kan gå gennem lidelse. Men selv i det mørke er Gud den, der taler og bevarer kontrollen.

Hvorfor sagde Gud, at Abrams efterkommere ville lide fire hundrede år i et fremmed land?

Gud fortæller Abram, at hans efterkommere vil være fremmede i et land, der ikke er deres, vil tjene denne nation og blive plaget i fire hundrede år. Dette peger på Israels lange ophold og slaveri i et fremmed land, før de bliver befriet. Gud deler dette på forhånd, så hans folk ikke bliver overrasket over lidelse, og så de ved, at det har en fastsat grænse. Deres smerte er ikke tilfældig eller glemt. Gud lover også at dømme nationen, der gør dem til slaver, og at bringe Abrams efterkommere ud med store ejendele. De fire hundrede år viser både længden af test og sikkerheden for redning.

Hvad betyder det, at "amoriternes uretfærdighed endnu ikke er fuld"?

Gud siger, at Abrams efterkommere vil vende tilbage til landet i fjerde slægtled, "for amoritternes uretfærdighed er endnu ikke fuld." Det betyder, at Gud stadig tillod amoriterne og de andre folk i landet tid, før han bragte fuld dom over dem. Deres synd voksede, men havde endnu ikke nået det punkt, hvor Gud ville fjerne dem. Det viser Guds tålmodighed med syndere, og at hans dom aldrig er forhastet eller uretfærdig. Tidspunktet for Israels tilbagevenden er knyttet både til hans løfte til Abram og til hans hellige beslutning om, hvornår det onde har varet længe nok.

Hvad er betydningen af, at rygeovnen og den brændende lampe passerer mellem stykkerne?

Efter mørkets frembrud ser Abram en rygende ovn og en brændende lampe passere mellem dyrenes stykker. Disse brændende symboler forestiller Guds tilstedeværelse, renhed og skjulte herlighed. Normalt ville begge parter i en pagt gå mellem brikkerne, men her går kun dette tegn på Guds nærvær igennem. Det viser, at Gud selv tager pagtens hovedvægt. Han binder sig til at give landet til Abrams afkom, selvom de først vil gå gennem en slags lidelsesovn. Det er Guds måde at sige: "Jeg er fuldt ud forpligtet til dette løfte."

Hvorfor er grænserne og listen over nationer inkluderet i Guds løfte til Abram?

Gud siger ikke bare "dette land", men markerer grænserne fra floden Egypten til den store flod, Eufrat, og nævner mange grupper, der bor der. Dette gør løftet meget konkret, ikke vagt. Abram hører præcis, hvilket område der vil tilhøre hans afkom, og hvem der nu bor der. Det viser, at Gud kender hvert folk og hvert stykke jord. Det minder os også om, at selv når andre besætter, hvad Gud har lovet, står hans ord stadig. På sin tid ville han fjerne disse nationer i dom og give landet til Abrams efterkommere.

Hvad lærer Guds løfte om, at Abram vil "gå til dine fædre i fred" os?

Gud fortæller Abram, at han vil gå til sine fædre i fred og blive begravet i en god alderdom. Dette løfte balancerer det hårde budskab om hans efterkommeres lidelser. Abram selv ville ikke se slaveriet i det fremmede land, men ville dø i fred efter et langt liv. Ordene antyder også mere end blot at blive begravet. De peger på at blive samlet til dem, der døde før, og antyder fortsat liv med dem. For troende giver dette trøst i, at Gud ikke kun hersker over vores liv på jorden, men også giver fred i døden og hinsides den.

Hvordan gælder denne passage om Guds pagt med Abram for troende i dag?

Denne passage viser, at Guds løfter kan omfatte lang ventetid og virkelig smerte, før velsignelsen ses. Abram hører omkring fire hundrede års problemer for sine efterkommere, men Gud lover også dom over deres undertrykkere og sikker udfrielse. For troende i dag lærer dette, at tro ikke bevises af lette dage, men ved at stole på Gud, når hans timing er langsom, og fremtiden ser mørk ud. Vi kan bringe vores spørgsmål til ham, som Abram gjorde, og se tilbage på, hvordan han allerede har holdt sit ord, vel vidende at han vil fuldføre, hvad han har lovet på sin egen kloge tid.

Gen.15.8

Første Mosebog 15:8

DAN

Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"

God Confirms His Promise

Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?"

Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"

Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.

Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.

Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.

Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År.

Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.

Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.

I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.

På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,

det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,

Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,

Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."

Krydsreferencer

Ingen krydsreferencer for dette vers.